BENNI BÅT

Benni Båt boede i etageejendom og var lang og ranglet efter sin mor. Og nærsynet og med mobiltelefon. Egentlig hed han Benni Blodtud. Eller det vil sige: han hed Jensen. Til efternavn. Det med blodtud var bare noget de kaldte ham, fordi han gik til boksning og altid fik tæsk. Båt! En på tuden!

Mestendels fordi boksehandskerne var alt for tunge til hans lange sugerørsarme. De andre ventede bare, til Benni blev træt i armene og sænkede paraderne. Så slog de. Bang! Blåt øje! Bonk! Squidr! Næseblod. Båt! Og så lugtede der af sure tæer i boksehallen.

Det var Jensen, Bennis far, der havde meldt Benni til boksning. Bennis far var et ordentligt brød fra Randers og tidligere sværvægtsmester og langturschauffør. Nu sad han og syede stramaj og lyttede til Peter Belli. Han fik tårer i øjnene over den om truckerne og den lamme dreng, der ikke er som andre børn, ”Teddybjørn”. Og om lørdagen bankede han konen, det lange kosteskaft. Så sad Benni i en krog med sine nervøse ben trukket op om ørerne og bad til, at hans mor ikke knækkede midt over så tynd, hun var.

Så Bennis mor fik tæsk om lørdagen og Benni hver tirsdag og torsdag.

På vej hjem fra boksning skulle Benni over broen, hvor Tyvetøsen Rosa og hendes tyrkiske drengebande holdt til. Pludselig stod de dér og spærrede vejen for ham i skræmmende, skinnende skjorter og med kuglepenne med nøgne damer, når de blev vendt på hovedet.

”Gi’r du en cigaret?” spurgte Rosa, som havde en rose i håret.

”Jeg har ikke nogen cigaretter ...” sagde Benni.

”Så ka’ du få nogen tæsk!” sagde Rosa.

”Nå,” sagde Benni, ”så ka’ det godt være, jeg har nogen alligevel. Det har været min mors.”

Han trak to fladtrykte mentolcigaretter frem fra en krøllet pakke og rakte dem til Rosa.

”Så ka’ du få nogen tæsk!” sagde Rosa. ”Fordi du stjæler din mors cigaretter! Turco!”

En kæmpe kleppert på fjorten og mindst to meter høj trådte frem. Med tandbøjle. Det måtte være Turco, nåede Benni lige at tænke, så fik han én på torsken, så det sang i ørerne.

”Hronk! Hronk!” sagde Rosa. ”Så ka’ du godt gå!”

”Tak!” mumlede Benni og gik hjem.

Han syntes, hun havde lydt som en gris. Men det var nok bare ørerne, det var galt med.