TÅGEHORNET
Det var dræbende varmt og stille. Som en julinat i marts. Men det betød ingenting for den unge thaipige i Tågehornet, for døden havde allerede gjort hendes blod koldt den nat, da hedebølgen satte ind.
Jeg havde skygget en fordægtig ægtemand. Han var ankommet til sin sekretærs lejlighed i Rewentlowsgade ned mod Tietgensgade klokken ti minutter i ti aftenen før og var listet af igen klokken halv fem om morgenen med kontormappen under armen. Overarbejde!? Jeg havde stået hele natten i bagende varme med ryggen mod plankeværket op til Hovedbanen med mit Leika V-Lux 1 kamera med 10 millioner pixels og 12 gange optisk zoom overfor og holdt øje med vinduet på anden sal til højre. På alle billederne sidder de to overfor hinanden i silhouet som alle de andre nætter. Jeg svedte som efter tolv omgange i en boksering og var sulten som et spand grønlandske slædehunde.
Jeg krydsede Onkel Dannys Plads. Der var stadig åbent i Hotel Blålys’ natbar, Tågehornet. Jeg kunne nok få Rita til at smøre otte halve stykker uspecificeret og brygge en kop varm kakao til mig, selv om det ikke var kakao, de solgte mest af i baren.
Tågehornet var efterhånden et af de eneste steder, der ikke lukkede før klokken syv om morgenen. Altid liv og glade dage. Der var det sædvanlige slæng af stamgæster, et par repræsentanter fra Jylland og et eller andet tilfældigt selskab, som havde forvildet sig ind på grund af musikken fra jukeboxen, en Rockola 1940 Luxuray Light Up ”Super” model med to højttalere. Og så selvfølgelig de små thaipiger, som smilede venligt og talte gebrokkent dansk. I Tågehornet kunne man ikke alene købe sprut og lunkne varer, men også varme piger.
Udenfor stod et par gorillaer og læssede en sort, kingsize affaldssæk på en titaniumgrå Mazda B2500 Freestyle Cab med reduktionsgear, firehjulstræk og halogenforlygter.
Jeg er sikker på, jeg hørte musikken på lang afstand, ”så længe mit hjerte slår ...”, men da jeg åbnede døren, var det som om et skinnende lyn ramte mine øjne, så alt i et splitsekund blev hvidt. Da jeg igen kunne se, var der ingen gæster, ingen musik fra jukeboxen og ingen Rita. På en høj stol i et mørkt hjørne sad en ung thaipige lænet ind over baren med pulsåren ved venstre håndled skåret op. Død.
Det var min mobiltelefon også, så jeg besluttede at gå de få hundrede meter over til Station 1 og anmelde mit fund.