MIKKEL, DU ER PÅ!

”Ja, jeg’ sta-stammer.
Jeg’-jeg’ fra Jyllland a’
Det bar’ ha-hammer
Sku’ jeg hils’ og sae’
Jeg’-jeg’ sta-stammer.”

Fra Køgekaj af Mikkel


”Jeg står af!” sagde Mikkel med dyb stemme, som pludselig knækkede over. ”Jeg er færdig med alt det!”

”Ja, men det er jo først lige begyndt!” Sussie så ærgeligt på ham. ”Det er alle tiders chance ...”

”Chance?” Mikkel så mut op.

”Ja, ka’ du ikke se det?! I får fester og rejser, I kommer i bladene, verden ligger åben for jer, hvis det lykkes.”

”Det gør det jo ikke! Jeg bli’r fuldstændig til grin med den stemme i overgang.”

”I første omgang er det da lykkedes ... I er da med nu,” Sussie lagde en hånd på Mikkels skulder. ”Mikkel ... du kan, det ved jeg.”

Mikkel trak sin skulder til sig.

”Jeg har slet ikke lyst. Jeg har heller ikke tid. Der er også Nimbussen, vi har lige fået skilt den ad, den ligger i hundrede dele ...”

”Det gamle lig ka’ da vente.”

”Du ku’ godt ha’ sagt det, og ikke gået bag om ryggen på mig?”

”Nej, ved du nu hva’, Mikkel?! Det skulle jo være en overraskelse ...”

Overraskelse! Mikkel så på den åndssvage konvolut med kortet indeni: ”Jeg er lykkelig, jeg er ...”

”Ved min far det?”

”Ja-ja,” sagde Sussie.

”Hva’ si’r han?”

”Han er vel glad på dine vegne.” Sussie trak på skuldrene.

”Og Emilie og Vicky? Og Jesper og Ishak? De har vel også vidst det hele tiden?”

”Kun Emilie. Til i går aftes.”

”Emilie!”

”Hun vil jo bare gerne være mere sammen med dig. Er det slet ikke gået op for dig?”

Mikkel så på Sussie, som stod med ryggen til og kiggede ud ad vinduet ned på kaffevognen på Bangs Plads.

”Jeg er træt af rap og træt af Emilie!” røg det ud ad munden på Mikkel. Hvor naiv havde han lov at være? Han kunne have sagt sig selv ...


I KAPITEL

Det hele startede med, at Jesper havde lavet det bånd, de skulle bruge i Spanien, fordi Mikkel og the Undertakers skulle optræde til afslutningsfesten.

Mikkel og Jesper havde kantet sig gennem vaskerummet hjemme hos Jesper og ind i et gammelt viktualierum, som var lavet om til studie med æggebakker og rockwoolplader overalt på væggene og en dobbeltrude ind til kontrolrummet, som var indrettet i spisekammeret. Jesper og hans far havde hele kælderen fuld af gamle radioer og grammofoner, båndoptagere, højttalere og mixerpulte.

”Den her båndoptager, det er en Pioneer, den største fra 1978, en RT-909, med 10 tommers spoler, den fik vi for 20 kr. på Spejdernes loppemarked,” sagde Jesper ivrigt. ”Der manglede bare en ny gummirem og et par trykruller, men dem fik min far fat på over nettet. De har ellers ikke været til salg i Danmark siden 1989. Den er min far rigtig stolt af, selvom der ikke er nogen, der bruger båndoptagere mere.”

Jesper var slet ikke til at standse. Han snakkede løs om en mindre båndoptager, en RT-707, som de også havde fundet på et loppemarked. Den virkede kun i den ene kanal, men så var der én, der købte den i Den Blå Avis. Han kom helt fra København for at hente den. Jespers far havde også fundet en Kenwood radio fra midten af 70erne. Den havde både rytmebox og guitarindgang. De havde prøvet at spille elektrisk guitar på den engang, og den virkede. Nu stod den på hylden med alle de andre hi-fi-ting, som ikke var i brug.

”Men det bedste fund, vi nogensinde har gjort,” sagde Jesper, ”er den lille Braun rørforstærker fra et helt almindeligt loppemarked.”

Mikkel hørte fraværende om forskellen på rørlyd og transistorlyd, SS, solid state. Han anede ikke, at Braun lavede andet end barbermaskiner.

”Og rørforstærkere bli’r meget varme.” Jesper havde selv talt sig varm. ”Det her er en Braun CSV-13, som vi fik for 40 kr. Den koster 2.000 på nettet!”

Jesper mente, at det var bedst at optage stemmer og den slags på den store spolebåndoptager, og så sende optagelsen over i farens computer.

”Den har et særligt lydkort, de almindelige dur ikke. Det her gi’r den bedste kvalitet.”

De kunne også sende musikstumper fra farens pladesamling over i computeren og sætte det hele sammen i et særligt mix-program.

”Ligesom i professionelle studier,” lød det stolt fra Jesper. ”Og til sidst brænder vi en CD.”

Mikkel forstod ikke ret meget af, hvad Jesper fortalte, men det lød nærmest, som om den første CD med Mikkel and the Undertakers allerede lå klar. Coveret kunne de selv lave på computer og farveprinter.

Jesper mente nok, de kunne indspille de tre numre, de skulle bruge, på en lørdag eftermidddag, et gammelt MC Einar nummer og to, som Mikkel selv havde skrevet. Mixningen ville tage nogle aftener, og det var nødvendigt, at Mikkel selv var med, så han kunne få præcis den lyd, han gerne ville have. Men så kunne de også både lave en master uden rap og én med på minidisk og brænde en cd og for en sikkerheds skyld køre den over på kassettebånd, man vidste jo aldrig, hvad det var for et anlæg, de havde i Spanien. Alt det havde Emilie aftalt med Jesper, hvor så hun vidste det fra.

Og en lørdag to uger før de skulle af sted til Spanien, var Mikkel troppet op i Jespers kælder igen sammen med Emilie, Vicky og Ishak.

Jesper havde gjort det hele klar. Der hang fire seperate mikrofoner ned fra loftet i studiet med tilhørende høretelefoner og Ishak var vildt benovet.

”Har I spist alle de æg selv?!” sagde han og kiggede på væggene.

”Det er for akustikken,” sagde Jespers far, der også var der, og klappede i hænderne. ”Ja, ikke fordi jeg skal blande mig. Det her har Jesper helt styr på, men jeg ved ikke, om I lagde mærke til Pioneren i vaskekælderen? Spolebåndoptager! Sammen med Sansui forstærkeren, det er en AU/9900 superforstærker, ville I få verdens bedste lyd. Både Rolling Stones og Beatles ...”

”Far ...” sagde Jesper træt, ”vi er altså i 2005, ikke 1960!”

”Ja, ja, da,” smilede Jesper far. ”Jeg synes jo bare, I skulle have budet ...”

Jesper overtog styringen, forklarede hvordan hovedtelefonerne sad bedst og fordelte mikrofonerne mellem dem, så gik han ind i spisekammeret.

”Ka’ I høre mig?” spurgte Jesper. ”I nikker, hvis I ka’ høre mig.”

De nikkede alle fire og stod musestille.

”Så skal vi lige ha’ en stemmeprøve. I siger: 1-2-3, 1-2-3 ...

”1-2-3!” sagde de i munden på hinanden.

”Nej, nej, én ad gangen,” sagde Jesper. ”Mikkel først!”

”1-2-3, 1-2-3,” sagde Mikkel.

”Lidt højere, og ikke så tæt på mikrofonen!”

”1-2-3,” sagde Mikkel.

”Ja, det er godt, vi tager lidt af diskanten,” sagde Jesper. ”Næste! Vicky!”

”Ejnar, du er min allerbedste ven,” sang Vicky.

”Ska’ du synge?!” lød det forbavset fra Jesper.

Vicky nikkede.

”Godt nok, der er helt fint. Ishak!”

Da de var færdige med stemmeprøverne, stillede Jesper en metronom i vinduet inde fra kontrolrummet.

”Hvad starter vi med?” spurgte han.

”Køge-Kaj!” sagde Mikkel.

”OK,” sagde Jesper. ”Gi’ mig lige de første par linjer i den takt, du vil ha’ dem, så indstiller jeg metronomen. Klar. Og ... Mikkel!”

”Hun stod på Strøget
rap i tøjet
En vaskeægte kø-københavner tøs.
”Hej, seje sild!
Du gør mig vild!”
Og hun gik med mig og sna-sna-snakked’ løs.”

”Tak!;” sagde Jesper. ”Så har jeg den. Nu får I metronomen med takten i høretelefonerne. Klak-klak! Klak-Klak! Klak-klak! Klak-Klak! Og så freestyler I. Mikkel!”

”Hun stod på Strøget
rap i tøjet
En vaskeægte kø-københavner tøs.
”Hej, seje sild!
Du gør mig vild!”
Og hun gik med mig og sna-sna-snakked’ løs.”

Emilie faldt ind:

”Hva’ hedder du så?”

Og Mikkel: ”Ble’ hun ve’ og spør’,”

Emilie: ”Du’ ikke herfra,
Det ka’ man tydlig’ hør’.”

”Jeg’ Me-Me-Mikkel.”
Hun sae’:”

”Me-Mikkel?”

”Ja, jeg’ sta-stammer.
Jeg’-jeg’ fra Jyllland a’
Det bar’ ha-hammer
Sku’ jeg hils’ og sae’
Jeg’-jeg’ sta-stammer.”

“Pissegodt!” lød det fra Jesper. ”Vi tager lige det første her én gang til, inden vi går videre, så der er noget at klippe af.”

Fem timer senere var alle stemmer og musikken og effekter indspillet og overspillet på på forskellige spor i computeren, og Mikkel og Jesper havde siddet hele den næste uge hver aften og mixet og overspillet, så Mikkel og de andre til sidst fik en master hver med og uden rap.

Det var godt, de havde lavet et kassettebånd også, ellers havde de været på den med Josés gamle musikanlæg, der hverken havde CD-afspiller eller stereo.