I KAPITEL
”Skal han ha’ underbid?”
”Det har Tibetanere.”
”Er han Tibetaner?!”
”80%! Det si’r Ishak.”
”Gør Ishak?”
”Han arbejder i Dyrehandelen ...”
”Tibetansk Tæppetisser!”
Compagni så op på Mikkel. De stod i skolens cykelskur med det halve af 6. a udenom. Mikkel vibrerede med næseborene og kiggede på Peter Busse, der havde sagt tæppetisser.
”OK, OK, så si’r vi 80% Tibetaner ...” sagde Peter og sank en bussemand.
”Jeg synes, han er sød med underbid,” sagde Vicki, der lige havde fået bøjle på tænderne.
Mikkel mærkede en hånd i sin, et stykke sammenfoldet papir, der skiftede plads. Så ringede det ind.
”Compagni, kom!” Mikkel gik efter de andre og kiggede sig rundt i skolegården. Hvor var Ishak? Ishak var der ikke. Og hvor var Emilie?
”Det er en sjov hund, du har.” Vicki smilede til ham.
”Han hedder Compagni,” sagde Mikkel og kom i tanke om sedlen, som han havde puttet i lommen. Compagni klappede med det ene øre og kiggede op på Vicky.
”Brai-n damage!” hvinede Tanja og Line, der kom løbende forbi Mikkel og skar ansigter ad ham. ”Du er ikke rigtig klog! Ved du godt det?! Be-demand!”
Mikkel havde været ved at baldre ind i en flok ryttere med sin cykel i lørdags. Han skulle skynde sig at finde Dr. Dres og havde skudt genvej ad ridestien gennem Parken. Så snart han var kommet over bakken, lod han fødderne slippe pedalerne, strakte benene ud til siden og kørte på frihjul nedad. Pedalerne havde pisket rundt. Så pludselig stod de der for enden af stien. Som en væg af hestekød. Mikkel havde prøvet at ramme pedalerne, men de hamrede bare rundt. Og hans håndbremser virkede ikke. Da han var femten meter fra hesteflokken med rytterne, råbte han som Eminem:
”Brain damage ...
It’s brain damage ...
I got brain damage!”
Tanja og Line og de andre i flokken havde kastet hestene ud til siderne, for at han kunne komme igennem.
”Du er splitterravende gal!”
“Det må I undskylde,” sagde Mikkel efter dem. ”Det var bremsen ...”, men Tanja og Line havde allerede vendt øjne og var på vej ind på deres pladser.
Mikkel stod med Compagni i døren til klasseværelset. Han mærkede efter, at han havde den sammenfoldede seddel i lommen endnu. Et brev. Han havde aldrig før fået et brev. Han håbede, det var fra Emilie. Han ville vente med at læse det, til han fik fri.
Emilie sad ved sit bord lige inden for døren og smilede til ham.
”Jeg har fået hund ...” hviskede han til hende.
”Det kan jeg godt se!” hviskede hun igen.
Mikkel blev rød i hovedet og trak Compani med sig ned til bageste bord i midterrækken.
”Kom her, læg dig.”
Compagni lagde sit hoved på Mikkels sko og så op på ham med sit underbid.
”Du er en go’ hund ...” sagde han og kløede den i nakken og kiggede hen på Ishaks tomme plads.
På Mikkels bord lå den opgave om grævlingen, han ikke havde fået tilbage i fredags, fordi han havde siddet og kigget på nogle sandorm og var blevet sendt hjem. Han havde fået 10 med pil opad.
Mikkel smilede. Hvis han ikke var blevet sendt hjem, havde han måske ikke fundet Compagni i bådskuret ude ved søen. Så havde han nok heller ikke mødt Anika og Dr. Dres, som sagde ”min ven, Mikkel” om ham til sin bedstefar, eller fundet ud af, at Ishak arbejdede i Hennings Dyrehandel.
Nu var de kammerater, Ishak og han, og ville starte en bande, der skulle have skjulte navne og hemmeligheder og holde øje med et bestemt kældervindue med røde gardiner i Rædersgade. Hvis bare Ishak altså havde været der.
Det var rigtigt efterårsvejr udenfor. Endnu ikke helt lyst klokken otte. Mikkel kunne godt lide, når der var tændt lys i klassen om morgenen. Den stilfærdige summen af de andres stemmer.
Der var flere, der ikke var kommet endnu. Sådan var det altid om mandagen. Måske kom Ishak alligevel.
”Go’ mor’n!”
Det var Klaus, deres klasselærer.
”Har I haft en go’ weekend?”
Der lød en mumlen. Kriller havde scoret fire gange mod Stouby, sagde han, Aslak havde været til speedway med sin far og Rikke og Gry på et spæ-ændende natløb med spejderne.
”Må Mikkel godt ha’ hund med i skole?”
Peter Busses fremstrakte pegefinger truede med at trække ham op fra stolen og langt ind over bordet. Men han fik ikke noget svar, for i det samme kom Carsten K. dødbleg ind i klassen.
”Store Mariam står oppe på taget!” sagde han.
Der blev stille i klassen. Alle stirrede på Carsten.
”Hun si’r, hun vil bevise det!” sagde Carsten K. ulykkeligt.
”Bevise hvad?”
”At Allah passer på hende ...”
”Har I nu diskuteret igen?” sagde Claus. Carsten K. nikkede.
”Men det var jo ikke sådan ment ...”
”Det ved jeg godt,” sagde Claus. ”Kom, vi må se at få hende helskindet ned.”