40 ÅRS LYKKELIG ENSOMHED

Efterskrift af Oscar K.

Madame Bentzons lykkelige ensomhed

”Ensomhed er den eneste måde man kan leve og være lykkelig på. Jeg keder mig aldrig. Jeg læser jo meget. 25 år uden elektricitet – det var vidunderligt! Om aftenen sad jeg og hørte Verdi på en batteri-grammofon og så solen gå ned. Jeg elsker at sidde i mørke, i halvmørke og gå ture om natten. Jeg har gået mindst ti-tyve kilometer i døgnet i over 40 år. Det er umuligt at gå en ordentlig tur med andre; jeg skal være alene, når jeg går tur.

Ensomhed er noget man er født til, tror jeg. Det er en lille sygdom i hele min familie, min søster og min far helt sikkert, min mor mere en blanding ... Der er mange mennesker, der ikke tror, jeg er normal, fordi jeg kan være alene. Selv da jeg var lykkelig gift med Niels Viggo, skete det, når jeg drømte, at jeg drømte om at være mig selv, og det er selvfølgelig det, der gør, at man kan være alene. I virkeligheden hele livet.

Jeg har levet som en søvngænger, jeg drømmer og drømmer og drømmer, der sker hele tiden en masse i drømmene. Og den eneste måde, man kan få ro til at holde fast på sine drømme, er ensomheden. Pludselig midt i den, finder man en løsning. I ensomheden lærer man ikke at være gal på de andre. Selv om de gør dig ondt, så finder du ud af det, hvis du er alene og ærlig og udenfor andres påvirkning. Så finder du forklaringer. Man er altid selv skyld i mindst halvdelen af det, der sker i ens liv. Det er aldrig nogensinde kun den andens fejl.”

Mdm. Gudrun Valborg Gerda Bentzon, født Køhnke, 21 august 1918, datter af Otto K. og Ester K., pigenavn Lemé, gift med og skilt fra Erik Bie og Niels Viggo Bentzon, begge ægteskaber uden børn.

Gudrun Bentzon, kaldet Gú, sidder i havestuen i eftermiddagssolen i det hus, hun selv har bygget i begyndelsen af 1960’erne i Col de Carbiniccia 10-12 km fra Ajaccio ad snoede grusveje på bjergryggen af Route d’Alata.

”I øjeblikket,” skriver hun i et brev til en ven i maj 1962, ”har jeg ikke andet i hovedet end grund og hus, grunden er en realitet, huset endnu kun på papiret. Jeg lever heroppe på min tidselcoline, her er vidunderligt. Jeg fælder træer til hegn, jeg har slået telt op og er i gang med at lægge gift for myrerne, jeg rydder afbrændt maki og stabler det i bunker til vinteren. Og jeg nyder det. Det er den største og reneste lykke at eje et stykke jord, leve der og pleje det, drømme om, hvad der vil gro, eller bare være her og føle sig hjemme. Ak, hvor mennesker løber i ring efter lykken, og så er det altid det mest enkle og ligetil, der er lykken.”

Rundt om det beskedne, hvide hus er haven et vildnis af mahoniabuske, vedbend og skovranker, matgrønne figencatusser og et par langstrakte cypresser. Vandløb og klippestykker leder tanken hen på Korsikas årtusindegamle menhirer med stenansigter. Længere væk fra huset en skov af opstammede pinjer, silkefyr og sortfyr med gråsort bark. Herfra udsigt til gold bjergørken og maki, der ligger som en pels af lavt stedsegrønt, svært gennemtrængeligt krat over bjerglandskabet. Tornet og sammenfiltet. Tykhudede, stive småplanter med læderagtige, hårede blade mod fordampning. Duft af lavendel, fennikel, rosmarin og enebær, asparges, klokkelyng og jordbærtræ. Her og der afsvedne bare pletter efter skovbrande.

Og ikke et menneske i miles omkreds.

Der har været mennesker nok i Gudrun Bentzons liv, lige fra hun som 17-årig stikker af hjemmefra med et gult vattæppe, malerkasse og en krone på lommen og vagabonderer fra Ballerup til Vigsø. På Liseleje Badehotel vinder hun en flaske madeira i en digtkonkurrence og får af Ebbe Rode, som er en af dommerne, at vide, at Nis Petersen netop er vendt hjem fra Spanien og bor på Hotel Arresø i Frederiksværk. Gudrun opsøger ham, og han læser hendes digte. Nis Petersen er betaget af den unge dame, og hun tilbringer en måned sammen med ham. Gú arbejder som piccoline om dagen og underholder om aftenen hos Skaanstrøm på Asserbohus med oplæsning af egne og Nis Petersens digte. I gamle sandaler og karrygul uldkjole.

”Nis var vidunderlig, når han havde drukket, men om dagen var han rædselsfuld. Et af de mest charmerende mennesker, jeg har kendt. Alle elskede ham. 18 år med dilerium tremens!” Mdm. Bentzon ryster på hovedet. ”Og så var han jaloux på gud og hvermand. Til en oplæsningsaften stillede han plakatfuld med en revolver i hånden og ville skyde den stakkels hr. Skaanstrøm. Men jeg havde evnen til at berolige ham, og der blev ikke slået nogen ihjel.”

Venlige mennesker låner Gudrun et sommerhus, hvor hun foreløbig kan bo. Året er 1937. En tid tager hun taleundervisning hos en ung skuespiller, som hedder John Price, får et par digte og tegninger antaget hos Viggo Cavling i Politikens Søndagstillæg, bla. a. et portræt af Nis Petersen og et digt med titlen ”Elskovsbarnet”, og kan ellers ses i det nordsjællandske landskab med staffeli og malerkasse. Da hun har billeder nok, drager hun til København og udstiller hos Ole Haslund. Og sælger et billede af Tibirke Kirke.

”... til en Ritmester Lembke. Men desværre, et par dage efter kom han på sindssygehospital!”

Hun vil leve og lære. Hun læser lidt op i cabaretter, sover på gaden og klarer sig.

”Jeg var som en slags somnabul, lukkede fuldstændig af for alting og levede inde i mig selv. Som stor pige læste jeg hele natten under dynene ved en lommelygte eller sprang ud ad vinduet og gik i skoven sammen med nogle kammerater og drak whisky fra flasken og røg cigaretter og kom levende fra det.”

Så flytter Gú i kollektiv. Hun vil lave film.

”Benjamin Christensen var lige kommet hjem fra USA. Han var mystisk og ikke til at komme i nærheden af, sagde de. ”Ham!” sagde jeg, ”ham skal jeg nok komme til at tale med.” Jeg cyklede ud til ham, hvor han boede, ringede på, men der blev ikke lukket op, så jeg lånte en tom bagerpose af en nabo og skrev med min læbestift på den: ”Jeg vil gerne tale med Dem, mit telesfonnummer er ...”

Da jeg kom tilbage til kollektivet, stod de og sagde: ”Benjamin Ckristensen har ringet, han vil tale med dig, du skal skynde dig tilbage.” Han var en meget smuk mand og havde en kinesisk tjener, og dér sad jeg og diskuterede film med ham lige til klokken fire om morgenen. Da han begyndte at nærme sig en lille smule, sagde jeg: ”Nu tror jeg, jeg skal se at komme hjem.” Han lånte mig en pullover og en cykellygte, og siden kom han til mine udstillinger og skrev til mig. Det var det samme med Dreyer ...”

Alt går forførende let. Folk forelsker sig i den unge frøken Køhnke.

”Jeg har altid været fuldstændig passiv og ikke gjort noget for det. Lige fra jeg var fjorten år har jeg haft nogen rendende efter mig. Det var i grunden ikke særligt flatterende. Min storesøster lå de på knæ for og ville gifte sig med, mig ville de bare hive om bag en busk og ... bang! Jeg tror aldrig nogensinde, jeg flirtede med nogen, med livet måske ...”

Under krigen kommer Gudrun i modstandsbevægelsen. Hun bor i Charlottenlund, men holder til i Minefeltet omkring Laurits Betjent og Tokanten, hvor kunstnere, selvmordere, lykkejægere, intellektuelle og studenter drikker tæt, diskuterer alvorligt, og alle mere eller mindre er med i modstandsbevægelsen. En af hendes opgaver bliver at finde ud af, hvor en mand, som hun har talt med et par gange, bor. ”Hestetyven” kaldes han, og han er kontraspion. Hun mødes med ham på en automatcafé, sulten som altid. Manden er venlig over for hende og bestiller smørrebrød. Med sort samvittighed lokker hun adressen ud af ham. Et par dage efter bliver han skudt, likvideret som stikker.

Det er også i Minefeltet Gudrun møder sin første mand, Erik Bie, en guddomelig lurendrejer, laksælger og soldat Švejk, og hans ven og hendes anden mand, komponisten Niels Viggo Bentzon. Livet er én stor fest, de lever om natten, en vidunderlig tid med kammeratskab, skæg og ballade og lange snakke om kunst og kultur og livet og døden. Der er fællessovning uden roderi og med en slags moral i tilfældige lejligheder og hjemmelavet græskarvin, som både Gudruns daværende og kommende ægtemænd tager for sig af. Som direkte følge heraf får de begge 10 kr. i bøde ved byretten for en tidlig morgen at have ladet vandet op ad Nationalbanken.

”Kunstnerne drak meget både under og efter krigen. De sidder på to stole i kamp med sig selv, man kan ikke helt være der for de andre, derfor bliver man nødt til at være meget stærk alene med sig selv. Richard Mortensen sagde engang til mig: ”Vi abstrakte malere er i grunden nogle bedragere. Vi tænker for meget på berømmelsen, går på kompromis for det ene og det andet og skattevæsenet.” Man er dømt til døden, hvis man ikke gør sit arbejde ordentligt, en kunstner er til stadighed for retten. Nis har aldrig skrevet en linje, når han drak. Defor skrev han heller ikke så meget. Kunstnerne drikker for at glemme bedraget. Når man laver kunst, mangler man sikkert noget som andre, helt almindelige mennesker har, en slags menneskelighed.

Jeg har altid levet enkelt. Jeg har ikke drukket, jeg har ikke røget ret meget, jeg er ligeglad med at spise, men jeg har lukket mig inde i en glaskugle. Man er måske ikke i stand til at leve. Jeg er hypersensibel, jeg ved altid i en situation og med mennesker, hvordan de er. Det gør det umuligt at leve. Man kan ikke lyve for sig selv, så bliver man nødt til at lukke sig inde. Enten drikker man som forsvar mod verden, eller også lukker man sig inde.”

Ægteskabet med Erik Bie halter. Gú gør i alt fald, hvad hun vil.

”Han fandt sig i mange ting, det vil sige en gang imellem var han ved at slå mig ihjel, men det fortjente jeg. Jeg stak af hver eneste aften og kom hjem klokken fire om morgenen. Jeg havde en ven, der spillede kontrabas. Det var besværligt at rende rundt med sådan én om natten under krigen, så vi gik hjem og stillede den hos os og listede af. Jeg opførte mig ikke ordentligt, men i mit ægteskab med Niels Viggo var jeg fuldstændig ...

”Hvis du havde været mig utro, så havde det måske holdt,” sagde han bagefter.”

Gudrun og Niels Viggo Bentzon møder hinanden igen efter krigen på Tokanten. I 12 år bor de i ”Kullahus” i Hornbæk, hvor Keld Abel, Erik Fischer, Hanne Wilhelm Hansen, Jørgen Utzon, Richard Mortensen, Palle Nielsen, Helle Virkner. Mogens Fogh og Ebbe Rode havde deres gang. De rejser meget, London, Rom, Paris, Moskva, New York, Mexico City ...

”Vi var altid sammen. Når han sad og arbejdede med instrumentering, sad jeg ved siden af til klokken to om natten. Det passede mig udmærket, jeg lagde mit eget på hylden og havde en fornemmelse af at være med til noget vigtigt.

Kærlighed er det hele, ikke noget med forelskelse, den holder alligevel ikke, men Niles Viggo og jeg, vi var alting, vi var ikke enige om alting, men vi havde den samme smag, den samme indstilling. Og vi blev et eventyr for andre. For mange mennesker. Med billeder og interview i ”Tidens Kvinder”.

Han var det eneste menneske, jeg virkelig har troet på. Det var måske det værste at komme over. På en måde hjalp han mig med mange ting. Med at være mindre stædig, mindre kategorisk, mindre sort/hvid. Han lærte mig, at der var grænser for, hvor meget man kan forlange af andre, selv om man forlanger alt af sig selv. Han lærte mig at komme en lille smule vand i min vin. Han gav mig lov til at være bange. Jeg har altid været en bangebuks. Jeg følte mig i sikkerhed for første gang i mit liv. Han var bange for, at det var for godt. Jeg syntes, det var godt. Han bebrejdede mig bagefter, at jeg gik gennem stuerne med en glasvæg foran mig.

Ja, det var Hornbækdagene, jeg tror også Niels Viggo savnede dem. Han var rolig, han var aldrig på sidssygeanstalt, da vi var i Hornbæk. Når sådan noget sker, kan man ikke forhindre det. Vi levede ikke på et almindeligt niveau, og når man lever på et niveau alt for højt oppe, så ramler det på et eller andet tidspunkt. Det er sikkert og vist.

Jeg kunne ikke blive i Danmark efter det, der skete med Niels Viggo, alle mennesker interesserede sig for skilsmissen, selv aviserne kom med små bemærkninger. Det havde været for godt til at kunne holde, og Niels Viggo kunne ikke holde sig i ro, hans kvinder rev breve i stykker, og der var en evig balade med telefonsamtaler fra dem og ham selv. Det var uudholdeligt. Jeg kunne ikke have kontakt med ham. Jeg måtte væk!”

Gudrun flytter til Korsika, som hun kender fra rejserne, udstyret med malerkasse, pantebrev og et beskedent hustrubidrag. Hun indlogerer sig for 140 kr. om måneden i et faldefærdigt, 40 kvadratmeter hus i den lille flække Alata. Et paradis om foråret og om sommeren, hvor familie, venner og bekendte kommer på besøg, klamt og koldt om efteråret og vinteren. Fire år senere er hun træt af mennesker, træt af utætte tage, rygende kaminer og mure, der falder ned. Hun drømmer om at bygge et hus, hvor det ikke regner ind, og som kan varmes op om vinteren.

”... Men én ting er sikkert. Jeg bosætter mig aldrig andre steder end her. Og jeg kommer heller aldrig til Danmark mere, det er også sikkert. Jeg længes frygtelig efter at være mig selv, alene, når jeg har lyst, helt alene i mit eget hus. Jeg håber jeg kan gå i gang til sommer.”

Inden da, har Gudrun været på en to måneders rejse til fastlandet. Til en ven skriver hun:

”Min rute er foreløbig: Barcelona-Valencia-Granada-Sevilla-Lissabon-Madrid-San Sebastian-Bordeaux-Nantes, hvor jeg er i julen hos gode venner, det vil sige fra den 26., for jeg har planer om at være i Bordeaux juleaften på et hotelværelse. Bordeaux er for mig Mauriac, og jeg vil tilbringe min juleaften med skyggerne fra hans bøger. De er ganske vist ikke særlig hyggelige, men jeg kan måske putte lidt af Lorcas poesi ind imellem og spæde op med Pascal og St-Exupéry. Og forsøge at mærke atmosfæren fra ”Og Solen går sin Gang”. Jeg agter i hvertfald at finde Hemingways flodbred nær San Sebastian og Pamplona. Prøv at følg mig i tankerne, mens jeg går rundt i byerne og viser dig mange ting. Det er dig, jeg vil tage med på fisketur ved floden Irati i Nordspanien, det er nok lidt koldt på den årstid, men vi må pakke os godt ind. Fiskestængerne tænker vi os til - og fiskene, men tyrefægtningen stryger vi, ikke? Jeg har lagt bønner og sået salat, der må gerne være lidt grøntsager, når jeg kommer tilbage med slunkne lommer. Allermest har jeg lyst til at vagabondere, sove i grøftekanten og lave bål, bare tage ud ad landevejen på må og få, men det går jo ikke, jeg er stadig en pige og får ikke lov at være i fred. Det ærgrer mig, for jeg har en dejlig hængekøje med tag. Jeg behøver bare et par træer ... nu må jeg tage tog og hoteller som andre pæne damer, og det hygger jeg mig ikke ved.”

Det bliver nu ikke nogen kedelig rejse. En af de første dage i Lissabon falder hun i snak med en pæn herre, der drikker morgenkaffe på den samme café som hun. Han er komandant og har en dansk ven, som hedder Vissum og er fra Hørsholm. Komandanten kender hver krog af sin by og viser hende rundt og fortæller historier fra før og nu. Og i toget fra Barcelona møder hun en ung kunstmaler, som senere viser hende Goya på Prado Museet i Madrid og inkvarterer hende hos sin mor, som modtager hende med spansk gæstfrihed og åbne arme.

”Resten af rejsen gik uden større dramaer, det vil sige turen fra Paris til Marseille var lige ved at brænde på. Jeg havde som sædvanlig forregnet mig. Min pengepung var tom, så jeg havde regnet ud, at jeg ville spare en masse penge ved at tage posttoget fra Paris kl. 19. Det var et lagsomt tog, der først var i Marseille kl. 10 næste formiddag, men jeg skulle med båden kl. 18, så det passede fint. Og udgifter til liggevogn sparede jeg også. Der var nemlig ingen. Og så regnede jeg med, at der ville være mange tomme kupeer, for det var det langsomste og dårligste tog på den strækning. Dér havde jeg igen forregnet mig, for det første var der ikke ret mange vogne, for det andet var der masser af andre, der havde fået samme idé, for det tredje var det et soldatertog, for det fjerde var det søndag, og for det femte var der mange af soldaterne, der skulle indskibes og til Algier, så de druknede sorgen i adskillige flasker sprut.

”Nå,” tænkte jeg, ”nu er det om at være fræk.” Jeg stillede min upraktiske bagage, en stor, klodset kuffert på gulvet, anbragte nogle rejsetasker og tre mærkelige kurve fyldt med krukker på sæderne og mig selv plus 5 ekstra julepund hentet i Nantes et stykke derfra, så jeg ikke skulle svare på, om kupeen var optaget. Desværre var der et intellektueklt postbud, man kender typen, den er ikke rar, der var lige så snu som jeg, og han havde rigtig regnet ud, at han skulle have en hyggelig nat med den lille, fede julesteg, så han rykkede ind fra en anden kupé og var mægtig med på at holde vores fri. Han var ikke spor pæn og meget irriterende, men heldigvis var der en nydelig, ung socialrådgiver, der sluttede sig til os. Jeg måtte flytte to kurve, men stemningen blev bedre. Socialrådgiveren var en flink fyr, der ikke lavede numre, somme tider er tre bedre end to, og der var stadig et sæde fri til mig. Det blev helt hyggeligt. Jeg havde rødvin, postbudet kager, socialrådgiveren baksede med mine kufferter, og vi diskuterede litteratur. Postbudet var virkelig velorienteret, fyldt med mindreværdskomplekser og desværre også vigtig, ikke den allerbedste blanding. Tilmed troede han, at han var en vældig charmør.

Tiden var inde til at sove, lyset blev slukket. Jeg lagde mig til rette på min bænk under et stort sjal, jeg havde købt i Portugal, de to andre på den anden bænk. Natten var reddet. Men nej, jeg havde gjort regning uden postbud. Han anbragte sine fødder under mit sjal, og så gik han i gang. Det var for frækt til at være sandt. Jeg flyttede på mig, fødderne flyttede efter. Jeg lagde mig i den anden ende af bænken, lige lidt hjalp det, fødderne flyttede med. Varmeapparatet i kupeen var i uorden, bænken var gloende, så julestegen var godt i gang med at få sprød svær. Det var rigtigt ubehageligt, især de to mørkeblå strømpefødder, der fulgte mig overalt. Da jeg bad ham stoppe, sagde han, at det vist var mig, der var noget galt med. Jeg rejste mig, så hvast på ham og sagde, at jeg ville få fat i konduktøren. Jeg sejlede ud af kupeen og blev modtaget af en flok muntre soldater. Ingen konduktør, men socialrådgiveren i halen. Han var stadig pæn og høflig. Postbudet skabte sig hysterisk som en jaloux ægtemand. Han ville ikke holde vores pladser, hvis vi gik. Socialrådgiveren blev vred og satte ham på plads i det fjerneste hjørne af kupeen og anbragte mig i det modsatte. Det rensede luften, men i forvirringen havde vi glemt at lukke døren, så snart efter fik vi selskab af to soldater. Skæbnen ville, at den ene af soldaterne, en flot fyr, lagde sig på min bænk og puttede sig godt ind til mig. Vi prøvede at sove. Postbudet hostede og sparkede, rykkede sig, åbnede vinduet, lukkede det igen, og socialrådgiveren sendet mig et langt, bebrejdende blik. Her havde han reddet mig fra postbudet, og nu kastede jeg mig i armene på en soldat. Det var for meget for hans artige, kultiverede sjæl. Så lukkede han øjnene fast i. Vi havde det dejligt, min nye ven og jeg, og småsnakkede hyggeligt hele natten, som om vi havde kendt hinanden i hundrede år.

Klokken 5 om morgenen skulle han af toget i Valence. Han sagde kærligt farvel og kyssede mig på panden. Postbudet gispede som en torsk. Socialrådgiveren åbnede begge øjne, stirrede fortørnet på mig, lukkede dem igen og åbnede dem ikke mere på resten af rejsen. Postbudet stod af i Orange, gav hånd og så igen vigtig ud. Socialrådgiveren hjalp mig uden et ord høfligt ud med bagagen i Marseille. Med åbne øjne, men munden holdt han lukket.

Solen skinnede i Marseille, havet var blikstille, dagen gik hurtigt, og klokken 18 listede jeg om bord på båden og på hovedet i seng. Sov som en sten lige til Ajaccio, hvor solen også skinnede. Det gør den ikke mere. I nat sov jeg i skiudstyr, og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke også havde taget skistøvler på. Jeg frøs som en hund, men det var for koldt at stå op. I morges var nedløbet frosset til, byen er stiv af kulde, det ryger kraftigt op af skorstenene, men ellers er alt dødt.”

Efter år med smalhals, regn og kulde i Alata skriver Gudrun til sin økonomiske rådgiver i København:

”Gode ven (jeg ved ikke engang, hvem De er, men en ven kender man altid, det er det, der gør livet godt), jeg sidder her og fryser af mange forskellige grunde, først og fremmest, fordi jeg er ved at begå en økonomisk dumhed, som jeg i og for sig ikke har råd til. Kunne jeg trylle, og det kan jeg næsten, men ikke helt desværre, ville jeg trylle Dem herned ved siden af mig. De ville sikkert råde mig til at gøre dumheden, og det ville hjælpe på det. Sagen er den: Jeg har forelsket mig dybt og alvorligt. I et gammelt, værdiløst terræn. Det er ikke engang sikkert, jeg finder vand. Desværre ved jeg næsten alt om, hvad der gør et stykke land værdifuldt, og ingen af delene har mit. Men det er smukt, meget smukt. Og håbløst. Der er klipper og store, runde sten, der er vind og for meget sol, dårlig jord, som sagt sikkert ikke vand, men der er underdejligt. Det er en lille rund, fugtig fyr, der meget gerne vil sælge mig det. Jeg kender endnu ikke prisen, men jeg kender menneskene, og jeg har luret ham (og han tror, han har luret mig). Jeg har ikke mentalitet til at diskutere profit, det er ækelt og dumt, og det er det, der gør mennesker ulykkelige. Desuden taler jeg fransk som en spansk ko, hvilket ikke gøre sagen bedre. Han taler i øvrigt ikke meget bedre end en italiensk tyr, så det kan let føre misforståelser med sig. Og skønt jeg har mange venner her, er der skinsyge koner i samme antal. Jeg har altid haft evnen til at rode mig ind i noget, jeg ikke burde rode mig ind i. Men det er da bedre end ingenting!

Nu er det jo at tænke sig godt om, og det er lidt trist, for det ødelægger drømmene. Jeg vil starte med at købe grunden, det kan jeg vel få for rentepengene plus det, jeg kan spare ved at spænde livremmen ind. Ris og klipfisk er ikke det mest spændende, men det er sundt. Skaffe penge på anden måde, ak, det har jeg prøvet hele mit liv, og det er aldrig lykkedes særlig godt. Det, jeg kan, er noget så håbløst som at male billeder (og jeg kan ikke engang lave fidusbilleder), skrive digte kan jeg også lidt, og det er endnu værre. Jeg har holdt maleriudstillinger hernede og altid fået god kritik, nå ja, men desværre er jeg trods min alder belemret med en vis sex-appeal, som jeg totalt mangler evnen til at udnytte. Hver gang, og det er et tit, jeg har chancen, eller tror, jeg har det, for at sælge et billede, ender det altid med, at jeg må sætte de herrer på porten. For det er altid herrer, og de er morderlig opsatte på at købe billeder, indtil de kommer inden for min dør. Så fortaber de sig i helt andre ting. Jeg føler mig som en magnet, der er faldet ned i en sømkasse, og jeg kan ikke trække vejret, før jeg har skrællet det sidste søm af. Det sætter ikke fart i handelen. Somme tider er det så håbløst, at jeg forærer dem billedet for at få deres hænder anbragt andre steder og gøre situationen ligesom lidt pænere.

Når jeg tænker mig om, har jeg altså slet ikke evnen til at skaffe penge. Men jeg vil bruge min charme og købe grunden, så send ned, hvad der er af penge, og giv mig nogle gode råd, mon så ikke det går!?

PS. Jeg har forresten en lille automatisk 6,35, så i sidste ende løber jeg ingen risico, hverken ved at bo alene eller ved at bruge min charme en lille, bitte smule, og jeg er mægtig sikker på hånden, når det gælder at ramme ved siden af, så jeg løber heller ingen risico for at gøre skade med den.”

Og et halvt år senere:

”Hu, det er stadig koldt her hos os. Jeg holder varmen ved at rydde maki og nyder at være proprietær. Det er nok den største og mest ægte lykke at eje et stykke jord. Man føler sig usårlig og så rig. Og hvor er der smukt her. Man trækker vejret helt i bund, der er udsigt til alle sider og man følger solens gang, lige til den forsvinder i havet. Her er dyrelyde. Det er forvbavsende så høj en lyd, en lille svale kan lave, vingerne skærer gennem luften som skarpe knive, man tror hver gang, det er en ørn. Der er ingen træer, kun blomstrende buske, der fylder luften med den dejligste parfume, og der er mandshøje, hvide blomster, en liljeart, der blomstrer hele foråret, og så er der tidsler, tusindevis af tidsler, gule, blå og næsten røde, meterhøje. ”Carbiniccia” betyder ”tidsel” på korsikansk, men jeg vil plante træer og følge dem gro.

Det bedste er de store sten, det mest levende, der findes. De holder solvarmen i sig til helt hen under aften. Hver har sin særlige karakter, der er nogle, man kan græde hos, nogle, man beder hos, og nogle, man bare ligger på og nyder solen.

Med hensyn til vand, så er bjerget bagved fyldt med rislende kilder, og jeg henter fra en fontæne 2 km herfra på min scooter i to omgange, morgen og aften. Jeg har allerede lavet et lille, privat badeværelse på bjergstien ved et lille vandløb.

Jeg holder udstilling her i juni for at skaffe lidt penge, og hvis det ikke lykkes, har jeg en ægte, håndmalet Richard Mortensen specielt lavet til mig. Tror De, det kan indbringe noget? Han bliver rasende over, at jeg sælger, men han har gjort mig livet surt hernede i to lange år, så jeg bliver gal i hovedet, bare jeg ser på det. Det er et lille billede, 50 x 61 cm, det er ikke specielt dårligt, hvis man kan lide den slags, ikke nonfigurativt, nærmest symbolsk, uha, freudiansk, man kan finde et G og et M, et sønderbrudt R med lidt god vilje, og med lidt ondskabsfuld et banalt symbol (hmm, meget freudiansk). Kan det betale nogle gode tagsten, vil jeg kun være alt for tilfreds.”

Det kan det, og en sommerdag i 1963 flytter Mdm. Bentzon ind i sit hvide hus på Col de Carbiniccia med udsigt over bjergene og makien til havet. Endelig ro til at tænke, endelig alene med sig selv og uendeligheden på aftenture, der bliver længere og længere.

”Folk kan ikke forstå, at jeg kan leve alene, som jeg har levet alene her i over fyrre år. Der går somme tider to-tre uger, hvor jeg ikke ser en sjæl. Før i tiden kunne der gå måneder, hvor jeg ikke så nogen.

Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor mennesker synes, at evigheden er en gåde og uendeligheden uforståelig. Hvis man ser op i himlen, ser du uendeligheden lige foran dig, og den er evig og betryggende som alt i naturen, til at stole på og uden plet og lyde. Den ligger og venter på dig. Venter på, at du sætter mærker i den, som den sætter mærker i dig. Du er ansvarlig for hver en tanke, du tænker, hvert et ord, du siger, hvert minut, du trækker vejret. Intet bliver overhørt, intet kan gøres om, Men det har mennesker glemt – med vilje. Det er ikke praktisk, og det passer ikke ind i vores vage, humane, psykoanalytiske verden, der tager toppen af alt og er angst for tidløsheden, som ikke engang døden kan standse.

Nå, solen er ved at stå op, og fuglene så småt begyndt at synge. Jeg har indrettet mig så snildt, at jeg ser månen og stjernerne to gange i døgnet. Når jeg vågner kl. 5, er det vidunderligt at nå at sige goddag til det, man har sagt farvel til på aftenturen, og så få lydene i omvendt orden. Alting vågner, og pludselig er det dag. Og hvilken dag! I en måned har der været et ganske vidunderligt vejr, alting blomstrer og dufter, det er køligt og klart med sne på bjergene og skum på bølgerne. Her glemmer man ikke sådan uendeligheden.”

Det er på Korsika i sit selvvalgte eksil på Col de Carbiniccia Mdm. Bentzon, der i dag er 86 år, har skrevet 40 ÅRS LYKKELIG ENSOMHED.

Hotel Fesch, Ajaccio, januar 2005
Oscar K.