BARTELY & CO.

Bartleby & Co.

af Enrique Vila-Matas

Oversat fra spansk af Sigvard Bennetzen og Oscar K.


Til Paula de Parma



Nogen fortjener hæder og udmærkelse, fordi de skriver godt.
Andre, fordi de ikke skriver.

Jean de La Bruyère



Kvinder har jeg aldrig været heldig med, min ryg bærer resigneret en jammerlig pukkel, mine nærmeste slægtninge er alle døde, jeg er en ensom stakkel som arbejder på et rædselsfuldt kontor. I øvrigt er jeg lykkelig. Idag mere end nogen sinde, fordi jeg - den 8.juli 1999 - begynder på denne dagbog der samtidig skal være et hæfte med fodnoter, som kommenterer en usynlig tekst, og som jeg håber vil vise mit talent for at efterspore bartlebys.
For femogtyve år siden, da jeg var meget ung, udgav jeg en lille roman om
kærlighedens umulighed. på grund af et traume, som jeg nok senere skal forklare, har jeg ikke siden genoptaget skriveriet, jeg holdt totalt op med det. Jeg blev en bartleby, og deraf kommer min langvarige interesse for slagsen.
Alle kender vi disse batlebys, disse væsner som rummer en dyb fornægtelse af verden. De har navn efter skriveren Bartleby, kontoristen i Herman Melvilles fortælling, som man aldrig har set læse, end ikke en avis; som i lange tider står og kigger ud af et grumset vindue bag en skillevæg, ud mod en teglstensmur på Wall Street; som aldrig drikker øl eller te eller kaffe som andre; som aldrig går nogen steder, men bor på kontoret, også om søndagen; som aldrig har sagt hvem han er eller hvor han kommer fra eller om han har pårørende her i verden; som altid svarer det samme, når man spørger ham hvor han er født eller pålkægger ham et stykke arbejde eller beder ham fortælle noget om sig selv:
- Helst ikke.
I lang tid har jeg efterforsket batlebysyndromets brede spektrum i
litteraturen, i lang tid har jeg studeret sygdommen, det endemiske onde i vor
tids litteratur, den negative impuls eller dragningen mod intet, som gør at
visse digtere aldrig kommer til at skrive, selv om de har en meget krævende
bevidsthed om litteratur (eller måske netop derfor); eller de skriver en eller
to bøger og holder så op; eller de får uden problemer godt gang i en bog og så en dag går de bogstavelig talt i stå for altid.
Ideen om at efterforske Nægtelsens litteratur, Bartleby og Co's litteratur,
opstod i tirsdags på kontoret, da jeg troede at høre chefens sekretær sige til
en eller anden i telefonen:
- Hr. Bartleby sidder i møde.
Jeg lo for mig selv. Det er svært at forestille sig Bartleby sidde i møde med nogen, opslugt af den trykkede stemning på et bestyrelsesmøde, for eksempel. Men det er ikke vsært at samle en håndfuld bartlebys, altså en håndfuld forfattere der er ramt af Ondet, af den negative impuls, og det er det jeg har sat mig for at gøre i denne dagbog eller disse fodnoter.
Selvfølgelig hørte jeg forkert og forvekslede "Bartleby" med min chefs navn, der lyder næsten ligesådan. Men det var i sandhed en meget kærkommen forveksling, eftersom jeg på stedet blev sat i gang og efter femogtyve års tavshed endelig besluttede at skrive igen, skrive om nogle af de mest oplagt tilfælde af digtere som gav afkald på at skrive, og om de forskellige hemmeligheder bag afkaldet.
Jeg har altså besluttet mig for at spadsere gennem Nægtelsens labyrint, at
følge sporene af den mest foruroligende og spændende tendens i vor tids
litteratur: en tendens der angiver den eneste farbare vej for ægte digterisk
virksomhed; en tendens som spørger hvad digtning er og hvor den er, som kredser om hvorvidt den er mulig, og som siger sandheden om de alvorlige - men uhyre stimulerende - fremtidsudsigter for litteraturen her ved årtusindskiftet.
Den kommende digtning kan kun fødes af den negative impuls, kun komme ud af Nægtelsens labyrint. Men hvordan bliver denne litteratur? Det spurgte en kollega på kontoret mig om for nylig, ikke uden malice.
- Det ved jeg ikke, svarede jeg. Hvis jeg vidste det, ville jeg selv skrive
den.
Det vil vise sig om jeg kan gøre det. Jeg er overbevist om, at de veje en
fremtidig digtning må gå, kun kan findes gennem en udforskning af Nægtelsens labyrint. Det vil vise sig om jeg kan kortlægge dem. Jeg vil skrive fodnoter, der skal kommentere en tekst, der er usynlig, men ikke derfor uden eksistens, og det kunne meget vel hænde, at denne fantasmetekst træder ud af sin suspension og ind i litteraturen i det næste årtusind.

Selvfølgelig hørte jeg forkert og forvekslede "Bartleby" med min chefs navn, der lyder næsten ligesådan. Men det var i sandhed en meget kærkommen forveksling, fordi jeg på stedet blev sat i gang og efter femogtyve års tavshed endelig besluttede at skrive igen, skrive om de forskellige hemmeligheder hos nogle af de mest oplagte tilfælde af digtere, som gav afkald på at skrive.

Jeg har altså besluttet mig for at slentre gennem Nægtelsens labyrint og følge sporene efter den mest foruroligende og spændende tendens i vor tids litteratur: en tendens, der viser den eneste farbare vej til ægte digterisk virksomhed. En tendens, som spørger, hvad digtning er, og hvor den er, som kredser om, hvorvidt den er mulig, og som siger sandheden om de alvorlige, men uhyre stimulerende fremtidsudsigter for litteraturen her ved årtusindskiftet.

Den kommende digtning kan kun fødes af Den negative Impuls, kun komme ud af Nægtelsens Labyrint. Men hvordan bliver denne litteratur? Det spurgte en kollega på kontoret mig om for nylig, ikke uden malice.

Det ved jeg ikke, svarede jeg. Hvis jeg vidste det, ville jeg selv skrive den.

Det vil så vise sig, om jeg kan. Jeg er overbevist om, at de veje en fremtidig digtning må gå, kun kan findes ved en udforskning af Nægtelsens Labyrint. Det vil vise sig, om jeg kan kortlægge dem. Jeg vil skrive fodnoter, der skal kommentere en tekst, der er usynlig, men ikke derfor uden eksistens, og det kunne meget vel hænde, at denne fantasmetekst træder ud af sin suspension og ind i litteraturen i det næste årtusind.

1) Robert Walser vidste, at det at skrive at man ikke kan skrive, også er at skrive. Han have mange beskedne jobs: boghandlermedhjælper, advokatsekretær, bankassistent, arbejder på en symaskinefabrik og til sidst butler på et slot i Schlesien. Men ind imellem disse jobs trak han sig i perioder tilbage til et sted i Zurich, der hed "Skrivestue for Arbejdsløse" (navnet kunne ikke være mere walsersk, men det er autentisk), og der sad han på en gammel taburet i skumringen med lys fra en bleg petroleumslampe og brugte sin nydelige håndskrift som kopist og arbejdede som en anden "bartleby".

Ikke bare arbejdet som kopist, men hele Walsers tilværelse leder tanken hen på personen i Melvilles fortælling, skriveren, som tilbragte fireogtyve timer i døgnet på kontoret. Roberto Callasso skriver: "Walser, forfatteren til Jakob von Gunten og opfinderen af Benjamenta-instituttet, opfattes stadig af mange som en ganske almindelig mand, og nogen skriver endda, at hans nihilisme er uskadelig og bedsteborgerligt svejtsisk. Men han er tværtimod en højst usædvanlig personlighed, der bevæger sig ad et parallelspor til den menneskelige natur, en næsten uskelnelig forskydning. Såvel Walsers lydighed som Bartlebys ulydighed forudsætter et totalt brud (...) De kopierer, afskriver dokumenter, der går lige igennem dem, som var de transparente. De kommer ikke med egne meninger, ikke med indsigelser. Jeg udvikler mig ikke, siger Jakob von Gunten. Jeg kan ikke lide forandringer, siger Bartleby. Slægtskabet mellem dem viser ligheden mellem tavshed og en vis dekorativ brug af ord.”

De mærkeligste blandt Nægtelsens Forfattere er den gruppe, vi kunne kalde skriverne, måske er det også dem, der anfægter mig mest. Det er fordi jeg selv for femogtyve år siden erfarede, hvad det vil sige at være en kopist, og det havde jeg det meget dårligt med. Jeg var meget ung dengang, og jeg følte mig meget stolt over at have udgivet en bog om kærlighedens umulighed. Jeg gav min far et eksemplar uden at forudse de skrækkelige følger, det skulle få for mig. Få dage efter skete der nemlig det, at min far blev fornærmet over en passage i bogen, som han opfattede som en krænkelse af sin første kone, og han tvang mig til i gaveeksemplaret at skrive en dedikation til hende, dikteret af ham. Jeg strittede imod så godt jeg kunne. Litteraturen var - ligesom for Kafka – det eneste, jeg havde i forsøget på at frigøre mig fra min far. Jeg kæmpede som en gal for at slippe for at kopiere det, han ville diktere mig. Men til sidst gav jeg op og fik det forfærdeligt over at være en kopist under kommando af en dedikationsdiktator.

Denne hændelse ramte mig så hårdt, at jeg ikke skrev noget i femogtyve år efter. Men få dage før, jeg hørte, at "Hr. Bartleby sidder i møde", læste jeg en bog, der bidrog til at forsone mig med et liv som kopist. Jeg tror, at den latter og fornøjelse, som læsningen af Pierre Menard Instituttet gav mig, hjalp med at bane vejen for min beslutning om at give afkald på mit traume og begynde at skrive igen.

Pierre Menard Instituttet, en roman af Roberto Moretti, foregår på en skole, hvor man underviser i at sige "nej" til mere end tusind opfordringer, fra de mest vanvittige til de mest uimodståelige. Det er en morsom nøgleroman og en begavet parodi på Robert Walsers Benjamenta Institut. Walser selv og skriveren Bartleby er blandt instituttets elever. Der sker næsten ikke noget i romanen, bortset fra at alle Pierre Menard-elever efter endt skolegang er forvandlede til helbefarne og muntre kopister.

Jeg lo meget over denne roman, og jeg ler endnu. For eksempel lige nu, hvor jeg skriver dette, ler jeg, fordi jeg bliver grebet af tanken om, at jeg er en skriver. For bedre at kunne forestille mig det, giver jeg mig til at kopiere envilkårlig sætning af Robert Walser, den første, jeg støder på ved at åbne en tilfældig bog af ham: "Hen over engen går en ensom vandrer i skumringen". Jeg kopierer den, og så giver jeg mig til at læse den med mexicansk accent, og jeg ler bare. Og så bliver jeg grebet af erindringen om en kopisthistorie fra Mexico, den om Juan Rulfo og Augusto Monterroso, som i årevis var skrivere på et skummelt kontor. Ifølge mine kilder opførte de sig altid som rene bartlebier. De var bange for chefen, fordi han havde en mani med at give de ansatte hånden hver dag ved arbejdstids ophør. Rulfo og Monterroso, kopister i Mexico City, gemte sig ofte bag en søjle, fordi de troede, at chefen ikke bare ville tage afsked med dem, men endegyldigt afskedige dem.

Denne frygt for håndtryk får mig nu til at huske historien om, hvordan Pedro Parámo blev skrevet. Bogens forfatter, Juan Rulfo, afslørede sin natur som kopist ved at fortælle følgende: "I maj 1954 købte jeg et skolehefte og nedfældede første kapitel af en roman, som jeg i årevis havde prøvet at få form på i mit hoved (...) Jeg ved stadig ikke, hvor de kom fra, de ideer, som jeg blev til Pedro Parámo. Det var som om nogen dikterede mig teksten. Midt på gaden kunne jeg pludselig få en ide og skrive den ned på grønne og blå sedler."

Efter succesen med romanen, der blev skrevet, som var den skrevet af en kopist, kom Rulfo ikke til at skrive mere i tredive år. Man har ofte sammenlignet ham med Rimbaud, der som nittenårig udgav sin bog numme to og så opgav det hele og levede som eventyrer lige til sin død to årtier senere.

I lang tid levede angsten for at blive afskediget af chefens håndtryk side om side med frygten for folk, der kom hen til ham for at sige, at han skulle skrive noget mere. Når de spurgte, hvorfor han ikke længere skrev, plejede Rulfo at svare:

- Det er fordi min onkel Celerino er død. Det var ham, der fortalte mig historierne.

Onkel Celerino var ikke én, han havde fundet på. Han eksisterede virkelig. Han var en drukkenbolt, der tjente til livets ophold ved at konfirmere børn, Rulfo ledsagede ham ofte og lyttede til de fantastiske historier, han fortalte om sit liv, det meste frit opfundet. De fortællinger, der blev samlet i Sletten i Flammer var lige ved at få titlen Onkel Severinos Fortællinger. Rulfo holdt op med at skrive kort efter at onklen døde. Af alle de undskyldninger, Nægtelsens forfattere har fundet på for at retfærdiggøre, at de opgav litteraturen, er Onkel Celerino en af de mest originale.

- Hvorfor jeg ikke skriver? sagde Juan Rulfo i Caracas i 1974. Jo, fordi min onkel Celerino er død. Det var ham, der fortalte mig historierne. Han snakkede altid, når vi fulgtes ad. Men han var fuld af løgn. Alt hvad han fortalte var det rene løgn, og derfor var det, jeg skrev, selvfølgelig også det rene løgn. Noget af hans snak handlede om de elendige vilkår, han havde levet under. Men onkel Celerino var slet ikke så fattig. Han var, som den stedlige ærkebiskop så generøst udtrykte det, en agtværdig mand, og derfor blev han udpeget til at konfirmere børn i den ene landsby efter den anden. Egnen var nemlig farlig, og præsterne var bange for at komme der. Jeg ledsagede ofte onkel Celerino. Hvert sted, vi kom, skulle han konfirmere et barn, og straks efter tog han sig betalt for handlingen. Hele denne historie har jeg ikke skrevet, men måske gør jeg det en dag. Det er da spændende, hvordan vi vandrede fra landsby til landsby og konfirmerede de små, gav dem Guds velsignelse og alt det der, er det ikke? Han var iøvrigt ateist.


Historien om onkel Celerino var imidlertid ikke det eneste Juan Rulfo brugte som undskyldning for ikke at skrive. Sommetider påberåbte han sig los marihuanos.

- I vore dage udgiver selv marihuanos bøger. Der er kommet mange ret underlige bøger, ikke sandt? Jeg har foretrukket tavsheden.

Om Juan Rulfos legendariske tavshed skrev Monterroso, hans gode ven på disse mexicanske kopisters kontor, en skarpsindig fabel, Den kloge Ræv. Den skildrer en Ræv, som skrev to vellykkede bøger og klogeligt stillede sig tilfreds med det. Årene gik og den publicerede ikke andet. De andre begyndte at skumle og undre sig over, hvad der var galt med Ræven, og når de mødte den til receptionerne, gik de hen til den og sagde, at den skulle skrive noget mere. Men jeg har jo allerede udgivet to bøger, sagde Ræven træt. Og de er gode, sagde de andre, netop derfor må du komme med en ny. Ræven svarede ikke, men nøjedes med at tænke, at det, som de andre i virkeligheden ønskede, var at den skulle skrive en rigtig dårlig bog. Men den var jo Ræven, så den gjorde det ikke.

Med genfortællingen af Monterrosos fabel har jeg definitivt forsonet mig med min lod som kopist. Farvel for evigt til det traume, som min far påførte mig. Det er jo slet ikke så slemt at være kopist. Når man kopierer noget, kommer man i familie med Bouvard og Pecucher (hos Flaubert) eller Simon Tauber (med hans skaber Walser i silhouet) eller de anonyme embedsmænd ved Kafkas domstol.

Som kopist får man jo også æren af at tilhøre Bartleby-familien. Således opmuntret bøjede jeg et øjeblik hovedet og sank ind i andre forestillinger. Jeg var hjemme, men var faldet halvt i søvn og følte mig hensat til en skrivestue i Mexico City. Pulte, borde, stole, lænestole. I baggrunden et stort vindue, hvor et fragment af et Comala-landskab ikke bare ses, men vælter ind. Endnu længere borte udgangen med min chef, der rækker mig hånden. Var det min Mexicochef, eller var det min rigtige chef? Kort forvirring. Jeg stod og spidsede blyanter, da det gik op for mig, at jeg uden tøven måtte skjule mig bag en søjle. Søjlen fik mig til at tænke på det skærmbræt, som Bartleby stod og skjulte sig bag, da de havde ryddet kontoret i Wall Street, hvor han boede.

Pludselig faldt det mig ind, at hvis nogen opdagede mig bag søjlen og spurgte, hvad jeg lavede der, så ville jeg muntert svare, at jeg var kopist og arbejdede sammen med Monterroso, som på sin side arbejdede for Ræven.

Og denne Monterroso, er han også en Skrivenægter lige som Rulfo?

Jeg var forberedt på at få dette spørgsmål stukket ud hvad øjeblik, det skulle væreog havde derfor allerede svaret klar:

Nej. Monterroso skriver essays, køer, fabler og fluer. Han skriver ikke meget, men han skriver.

Da jeg havde sagt det, vågnede jeg. Jeg blev grebet af en voldsom lyst til at notere min drøm i heftet her. Lykken for en kopist.

Nå, nok for idag. I morgen fortsætter jeg mine fodnoter. Som Walser skrev i Jakob von Gunten: "I dag må jeg holde op med at skrive. Det ophidser mig for meget. Bogstaverne flammer og danser for mine øjne."

2) Hvis onkel Celerino var en god undskyldning for at holde op med at skrive, så var den, som den spanske forfatter Felipe Alfau præsterede, ikke ringere. Han blev født i Barcelona i 1902 og døde for et par måneder siden på et sanatorium i Queens i New York, og han brugte det der skete med ham, da han som latiner skulle lære det engelske sprog, som den ideale undskyldning for sin enoghalvtreds år lange litterære tavshed.
Felipe Alfau emigrerede til USA under Første Verdenskrig. I 1928 skrev han sin første roman, Locos. A Comedy of Gestures. Året efter udgav han børnebogen Old Tales from Spain. Derefter blev han tavs som en Rimbaud eller en Rulfo. Indtil 1948, da han udgav Chromos, og så indtrådte hans endegyldige, mærkværdige litterære tavshed.
Alfau, en slags katalansk Salinger, gemte sig i sit asyl i Queens. Da nogle journalister i slutningen af firserne prøvede at få et interview med ham, svarede han i bedste stil som sky skribent: "Herr Alfau er i Miami."
I Chromos forklarer Felipe Alfau sin tavshed med lignende ord Hofmannsthal i hans emblematiske Nægtelsestekst, Chandos-brevet, hvori Lord Chandos giver afkald på at skrive, fordi han, som han siger, fuldstændig har mistet evnen til at tænke og tale sammenhængende om nogetsomhelst. Alfau begrunder sin beslutning om at holde op med at skrive på følgende måde: "Så snart du lærer engelsk, begynder poroblemerne. Hvor meget du end gør dig umage, bliver problemerne de samme. Det gælder for alle som har et andet modersmål, men især for latinerne, herunder spanierne. Det viser sig ved at vi opdager implikationer og kompleksiteter, som vi aldrig før har tænkt over; ved at vi bliver trakasseret af filosofi, som uden beviselig grund
blander sig i alt; og især for latinerne ved at vi mister et af vores racemæssige karakteristika: evnen til at tage tingene som de kommer, lade dem gå deres gang uden at vi leder efter årsager, motiver eller mål, uden at vi stikker vores næse i sager som vi ikke har med at gøre. Altsammen bevirker det, at folk ikke bare bliver usikre, men også optaget af spørgsmål som de hidtil ikke har skænket en tanke."
Den onkel Celerino, som Felipe Alfau her trækker ud af ærmet, er genial. Det kræver et stort talent at hævde at man har givet afkald på at skrive, fordi man er blevet forvirret over at lære engelsk og opdage kompleksiteter, som man aldrig før har tænkt over.
Dette har jeg lige udlagt for Juan, som nok er den eneste ven jeg har, selv om vi ikke ser meget til hinanden. Juan holder meget af at læse - det er en modvægt til hans arbejde i lufthavne, som gør ham sur - og han mener, at der siden Musil ikke er skrevet en eneste ordentlig roman. Han kendte kun Felipe Alfau af omtale og havde ingen anelse om, at han havde påberåbt sig sin dramatiske tilegnelse af engelsk for at forklare at han holdt op med at skrive. Da jeg udlagde det for ham i telefonen idag, grinede han højt. Derefter gentog han flere gange, som om det var et væsentligt udsagn:
- Det engelske gjorde altså hans liv for kompliceret...
Forbavset sluttede jeg samtalen ved at lægge røret på, for jeg fik fornemmelsen af at spilde min tid på ham, og af at jeg burde komme videre nmed min notesbog. Jeg har ikke simuleret en depression for at spilde min tid på Juan. Det forholder sig sådan at jeg har bildt dem på lægecentret ind at jeg har en dyb depression, og jeg har fået dem til at give mig tre ugers sygeorlov (og eftersom jeg har ferie i august, behøver jeg ikke gå på kontoret før til september). Det gør at kan hengive mig helt og holdent til denne dagbog, at jeg kan bruge al min tid på disse dyrebare notater om bartlebysyndromet.
Jeg lagde altså røret på for dette menneske, der ikke værdsætter noget efter Musil. Og er tilbage i mit eget ærinde, denne dagbog. Jeg husker pludselig at Samuel Beckett lige som Alfau sluttede sine dage på et asyl. Også at han på samme måde lod sig indskrive på asylet af egen fri vilje.
Jeg har fundet et andet fællestræk mellem Alfau og Beckett. Jeg finder det meget sandsynligt, at det engelske komplicerede livet også for Beckett, og at dette forklarer hans berømte beslutning om at gå over til fransk, sproget som han anså for at passe bedre til sine tekster, fordi det er fattigere og enklere.