GAZELLERNES SØ

Han skulle dø.

Men døden kom så at sige bag på ham. Som det pligtopfyldende menneske, han var, ville han gerne have bragt orden i tingene, så alt var på rette plads, når han døde. Forsikringspolicer og sygekassebog i en gul konvolut med en bred kontorelastik omkring i øverste skrivebordsskuffe, som kunne aflåses, sammen med bankbog og pas. Og lejekontrakten til den halvandenværelses lejlighed og en korrekt liste over det jordiske gods i den anden. Regninger betalt, kontingenter og abonnementer forud.

Hvis han havde vidst, han skulle dø.

Han ville gerne have set ud af sit vindue en dag i foråret. Dernede i gården står et blommetræ, hvis blomster ligner et æbletræs, men de er hvide. Når jeg ser det, ville han sige til sig selv, siger jeg ikke bare, hvor er det pænt. Når jeg ser ud af vinduet, er det de hvideste, luftigste, mest blomstrende blomster, der er til.

Alting bliver mere trivielt og mere betydningsfuldt, når man skal dø.

Han ville have ladet livet passere revy, sådan som han havde hørt folk fortælle det om døende.

Han ville have husket en søndag, da han var seks år gammel. Hans far havde taget ham ved hånden, og de var gået hen ad fortove langt væk fra, hvor de boede, til et kvarter med klippede hække og solsorte. Til Onkel Adolf og Tante Christiane. Onkel Adolf var urmager. Selvstændig med værksted i baglokalet. Dér sad han og reparerede ure med en lup i det ene øje og kaffe på primussen. De havde et murermesterhus med høj hæk omkring, tjørn vistnok, og et stort pæretræ, Claps Favorite, som skulle spises, når de blev gule, ellers melede de. De slog vist aldrig græsset, og inde under trappen stod der en gyngehest, hvor malingen skallede af. Han vidste ikke, om de havde børn, Onkel Adolf og Tante Christiane. Han troede det ikke ... eller var der noget med én, der døde? Han kunne ikke huske det. Det var søndag, og hans far tog ham ved hånden, og de traskede af sted hen ad fortovet. Han havde fået et sæt matrostøj med en fløjte i et snoet bånd ned i brystlommen. Fløjten var hvid, og der var en tørret ært i. Men der var knap på lommen.

Det var hen på sommeren, og hans far havde sagt, han skulle synge for Tante Christiane. Hun lå i det store, lyse sovevæ?????@@?å hun kunne se pæretræet. Der var meget stille derinde. Han havde stået ved fodenden af sengen, og faren havde sagt, at han skulle synge en sang for hende. Hun ville gerne have 'Jeg har båret lærkens vinge' - den kunne han udenad.

Jeg har båret lærkens vinge,
jeg har sunget højt dens sang.
jeg har følt, jeg skal mig svinge
ind i paradis engang,
ind i paradis engang.

Når jeg frem med hævet pande
syngende i mørket går,
ved jeg, at i Dødens Lande
springer atter ud en vår,
springer atter ud en vår.

Hun lå på puden hele tiden og smilede, mens han sang. Og da han var færdig, rejste hun sig halvt op og trak skuffen i sengebordet med den hvide marmorplade ud og gav ham en halvtreds-øre i hånden. Da de var gået hjem, døde hun. Fredeligt, havde hans far sagt.

Vist ville han le ad det, men det ville også vække følelser.

Han ville prøve at huske mennesker, han havde glemt eller aldrig forliget sig med. Bekendte, som var døde, ungdomsvenner, han aldrig så mere, kvinder, han havde kendt.

Han ville se tilbage på fortiden med en blanding af ømhed og foragt. Med megen ømhed, men uden at glemme foragten. Hvis han havde vidst, han skulle dø.

Men han vidste det ikke.